Naturhistoriens logiske grundlag: Fra Steno til geologerne Lyell, Darwin og Wegener og filosofferne Kant, Peirce og Popper

I kraft af sine to geologiske afhandlinger anses Niels Stensen (Steno) for at være grundlægger af palæontologien og geologien som videnskabelige discipliner,
ligesom hans mange anatomiske afhandlinger om kirtlerne, lymfesystemet, musklerne, hjertet og hjernen gør ham til en af anatomiens store skikkelser.

Imidlertid er det praktisk taget overset, at Steno også var en betydelig videnskabsfilosof, der formulerede adskillige af de almene principper for videnskabelig erkendelse, som løftede naturvidenskaben ud af Middelalderens og Renæssancens videnskabelige principløshed, og som i de følgende århundreder gav naturvidenskaben en højere troværdighed og gennemslagskraft end andre videnskabsgrene. Steno bør således krediteres for at være den første, der konsekvent adskiller religiøse og videnskabelige argumenter, og den første, der konsekvent forlanger, at troværdige resultater skal bygge på både teoretiske overvejelser og praktiske undersøgelser.

Lige så overset er det, at Steno skabte væsentlige dele af det ontologiske grundlag for de kommende historiske (diakrone) og systemiske naturvidenskaber biologi og geologi, som derved fik egen eksistens og
betydning og efterhånden udskilte sig mere og mere fra de ahistoriske (akrone) og matematisk funderede naturvidenskaber fysik og kemi. Fra Newtons tid og
langt op i det 20. århundrede førte det til mange konflikter mellem på den ene side ’naturhistorikerne’, der retrospektivt/empirisk søger sammenhænge i komplekse systemers udvikling og på den anden side ’deterministerne’, der prospektivt/eksperimentelt søger matematisk beskrivelige lovmæssigheder i naturens enkelte fænomener.

Betydningen af denne opdeling af naturvidenskaben er måske tydeligst illustreret ved det ’stenonianske’ grundlag for Darwins teori om evolution og
Wegeners teori om kontinentaldrift.