Geofysisk kortlægning i Danmark - nogle hovedtræk, metoder, datakvalitet og datamængder

Det øgede pres på arealanvendelsen op gennem 70’erne og 80’erne førte sammen med erkendelsen af det stigende antal forureningstrusler til et voksende behov for mere detaljeret viden om geologiske og hydrogeologiske forhold - ikke mindst i lyset af at mange kildepladser eller hele vandværker havde måttet lukke. En intensiveret kortlægning af vandressourcerne og deres sårbarhed var derfor blevet helt nødvendig. Et brugbart svar herpå krævede mere end blot flere boringer eller nye modeller, som i vidt omfang byggede på eksisterende viden.

Nye geofysiske metoder, der gjorde det muligt at udføre egentligt fladedækkende kortlægninger i stor skala, var udslagsgivende for, at man besluttede at iværksætte den gebyrfinansierede kortlægning af grundvandet i områder med særlige drikkevandsinteresser i Danmark. Den nyudviklede slæbegeoelektriske metode og TEM-metoden havde i løbet af 90’erne dokumenteret, at fladedækkende kortlægning af store områder realistisk set lod sig gennemføre.

Et unikt samarbejde mellem alle aktører har sikret, at der på det geofysiske område udføres kortlægning af høj kvalitet, at der arbejdes efter vedtagne standarder og vejledninger, som gør, at data kan aggregeres og sammenstilles sømløst mellem nabokortlægningsområder, og at data sikres for eftertiden i en veldokumenteret database med fri adgang. Bemærkelsesværdigt er det, at effektiviteten og kvaliteten af den geofysiske kortlægning har været støt stigende, samtidig med at km²-prisen har været faldende.