Årsberetning 2016: Viden om vores ressourcer

Henrik Højmark Thomsen (Editor)

Research output: Book/ReportInstitutional report

Abstract

Året 2016 var det første i implementeringen af GEUS strategi 2016, som har et 8-årigt sigt, og vi er kommet godt i gang. Der er opnået betydelige resultater inden for alle definerede strategiske faglige temaer.

Inden for området digitale data- og vidensservices arbejder GEUS i disse år målrettet på at gøre digitale geologiske data tilgængelige og mere brugervenlige for professionelle brugere og borgere. Herhjemme foregår dette arbejde under Miljøportalen med udvikling af services rettet mod brugernes behov for samstilling af grunddata. I EuroGeoSurveys (EGS) regi foregik det med GEUS som en af de ledende institutioner ved lancering af portalen European Geological Data Infrastructure (EGDI) i foråret 2016. Med EGDI er det muligt at lagre og vise data om geologiske råstoffer på tværs af grænser i Europa.

GEUS har bidraget til afslutningen af en kortlægning af grundvandsressourcer, hvormed 40 % af landets areal med særlige drikkevandsinteresser er kortlagt. Vi har bidraget med en systematisk lagring af data til vore efterkommere, og derudover med viden om forekomsten af grundvand i de dybtliggende Miocæne aflejringer i Jylland.

Den grønne omstilling inden for energiområdet foregår i den geologiske verden ved udvikling af varme og lagring i undergrunden, og i foråret 2016 havde GEUS premiere på Dyb Geotermi WebGis-portalen, hvor interessenter i geotermibranchen og myndigheder kan hente viden om muligheden for at udnytte det dybe varme vand i undergrunden til opvarmning.

Inden for det strategiske tema olie og gas som fundament for forsyning og omstilling har GEUS i 2016, som et større projekt, bistået Grønlands Selvstyres Departement for Råstoffer (MMR) i udarbejdning af materiale med relevans for indvinding af olie og gas i landområder ved Disko og Nuussuaq i Vestgrønland.

Viden om mineraler – basale og kritiske ressourcer er en hjørnesten i GEUS’ samarbejde med MMR. Som et led i en målrettet markedsføring af Grønlands mineralske råstoffer, har GEUS i 2016 gennemført geologisk kortlægning i felten og resultater er præsenteret i publikationer og på erhvervskonferencer. Som en særlig indsats har GEUS under Videncenter for Mineralske Råstoffer og Materialer (MiMa) foretaget ressourceopgørelser af tilgængelige danske råstoffer og industriens behov herfor. Dette er gjort med henblik på en vurdering af fremtidens forsyningssikkerhed.

Siden 2007 har PROMICE projektet forestået en systematisk overvågning af den grønlandske indlandsis’ afsmeltning. Dette sker ved hjælp af 25 fuldautomatiske målestationer, der sender data til GEUS i København via satellit. Den rapporterede afsmeltning af Indlandsisen i 2016 var den største siden 2012, som er det år, hvor der i det eksisterende 10-årige måleprogram skete den største afsmeltning. Data fra PROMICE indgår i et fælles EU projekt (INTAROS), hvis formål er at etablere en samlet bedre overvågning af klimaforhold i det arktiske område.

Internationalt set påbegyndte GEUS i 2016 sammen med en række europæiske søsterorganisationer i EGS et samarbejde med 54 afrikanske lande om bæredygtig udnyttelse af landenes mineralske råstoffer. Projektet vil forløbe de kommende fire år, og vil fokusere på kapacitetsopbygning i de involverede lande.

I 2016 blev der som følge af den stigende interesse for GEUS’ aktiviteter i medierne etableret en egentlig presse- og kommunikationsenhed ledet af en erfaren journalist.

Årsberetningen viser et lille udsnit af de omkring 700 projekter, der årligt gennemføres på GEUS. Årets nøgletal fremgår sidst i beretningen og viser en nedgang i indtægter, hvilket primært skyldes en nedgang inden for energiområdet. GEUS måtte i 2016, i lighed med 2015, foretage en mindre tilpasning i personale og drift. Dette har haft den tilsigtede effekt, idet årets økonomiske resultat endte med at blive tilfredsstillende. Det forventes, at der i kommende år kan etableres en indtjening, så institutionens nuværende faglige kapacitet kan opretholdes.
Original languageDanish
PublisherDe Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland
Number of pages18
ISBN (Print)978-87-7871-465-7
Publication statusPublished - 2017

Programme Area

  • Programme Area 1: Data

Cite this