Årsberetning 2013: 125 års geologisk forskning for samfundet

H.H. Thomsen (Editor)

Research output: Book/ReportInstitutional report

Abstract

2013 blev et skelsættende år, idet GEUS kunne fejre, at det var 125 år siden Kongeriget fik sin første geologiske undersøgelse. Jubilæet i april 2013 blev en festlig markering. Med en bred europæisk deltagelse og indlæg fra Canada illustreredes det, at ambitionerne om øget internationalisering i GEUS Strategi 2012 er godt i vej.

Året har været produktivt og målene i GEUS’ resultatkontrakt er i det væsentligste opfyldt. Samtidigt har GEUS levet op til den intensiverede styring og målfastsættelse, der præger hele Staten. GEUS har i 2013 investeret i yderligere opbygning af ekspertise på to af vores kerneområder: grundvandskortlægning og mineralske råstoffer.

Den nuværende afgiftsfinansierede grundvandskortlægning er planlagt færdiggjort i 2015, og GEUS har søgt at udnytte den opbyggede ekspertise i nye opgaver. Dette har allerede i 2013 givet betydelig gevinst, bl.a. ved sammen med Aarhus Universitet og danske firmaer at skabe opgaver i asiatiske lande, der ser den danske vandforvaltning som rollemodel.

På mineralområdet har interessen aldrig været større, og GEUS har bidraget med faglig viden, både gennem de konkrete faglige vurderinger og ved deltagelse i en række arbejdsgrupper. Arbejdet vil danne grundlag for politiske beslutninger og følgelovgivning inden for Rigsfællesskabet, hvor der især har været fokus på udnyttelse af uran og sjældne jordarter. Som respons på det stigende behov for viden om mineraler, forsyningssikkerhed og ressourceadgang − og de krav fremtiden vil stille til erhvervslivet − åbnede GEUS i 2013 Videncenter for Mineralske Råstoffer og Materialer (MiMa).

En anden skelsættende begivenhed var åbningen af GEUS’ kontor i Nuuk. GEUS er nu permanent til stede i det grønlandske samfund hver eneste dag. Modtagelsen var overvældende, interessen stor og den formidlingsindsats kontoret allerede har ydet er værdsat. Kan GEUS medvirke til at få unge til at søge uddannelse inden for geofagene, vil et vigtigt skridt i udviklingen af Grønland og landets naturressourcer være taget.

På alle GEUS’ øvrige områder har aktiviteten også været høj. Der har været stor fokus på klimaforskningen, hvor Indlandsisens tilstand og de ændrede vejrforhold har sat gang i vurdering og modellering af konsekvenserne af klimaændringer i Danmark og globalt. GEUS har i årets løb løst en række opgaver i samarbejde med interessenter med ansvar for landets infrastruktur.

På energiområdet har mange nye projekter om udnyttelse af jordens varme set dagens lys, og GEUS har rådgivet i langt de fleste og således bidraget til omstillingen til vedvarende energi.

Endelig har GEUS leveret grundlaget for yderligere en submission for udvidelse af kontinentalsoklen (Nordøstgrønland) i henhold til FN’s havretskonvention.

Det har været et år, hvor mange nye initiativer har skabt et godt grundlag for fremtiden.
Original languageDanish
Place of PublicationKøbenhavn
PublisherDe Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland
Number of pages18
ISBN (Print)978-87-7871-377-3
Publication statusPublished - 2014

Programme Area

  • Programme Area 1: Data

Cite this