Uran (U)

Uran er et grundstof og et metal, som findes naturligt i små mængder i både jord, sten og vand. Langt størstedelen af uran bliver brugt til fremstilling af brændsel til kernekraftreaktorer, som producerer elektricitet. Uran har været kendt siden Romerrigets tid, hvor det blev brugt til at farve glasur og glasvarer gult. Inden man opdagede, at uran var radioaktivt, blev det også brugt til fremstilling af glødetråde i elpærer og til visse stållegeringer. Opdagelsen af grundstoffet uran tilskrives den tyske kemiker Martin Heinrich Klaproth, som i 1789 påviste det i mineralet uraninit (begblende). I 1896 opdagede Henri Becquerel den naturlige radioaktivitet, og i 1930’erne fandt man ud af at udnytte uran til at generere kædereaktioner. Det blev starten på udviklingen af atombomben, som blev færdigudviklet og testet under 2. verdenskrig. Efter krigen var der stort fokus på at bruge kernekraft til fredelige formål, og udviklingen af kernekraftreaktorer til produktion af elektricitet gik i gang. Det første civile kernekraftværk, der producerede elektricitet, blev opført i Obninsk, ved Moskva, i det daværende Sovjetunionen i 1954.

I naturen består al uran af 99,28 % uran med atomvægten 238, kaldet uran-238 (²³⁸U), 0,71% uran med atomvægten 235, uran 235 (²³⁵U) og ca. 0,0054% med atomvægt 234, uran 234 (²³⁴U). For at uran kan bruges til energiproduktion i konventionelle kernekraftreaktorer (letvandtreaktorer) og til kernekraftvåben, skal uran "beriges", hvilket betyder, at den procentvise andel af uran-235 opkoncentreres i forhold til uran-238. Berigningen efterlader et restprodukt i form af uran med et lavere indhold af uran-235 end naturligt uran, dette restprodukt kaldes forarmet uran.