Rapportering af Miljøstyrelsens råstofkortlægning i Nordsøen i 2019-2020: Råstofundersøgelser i Jammerbugt

Publikation: Bog/rapportRapport (offentligt tilgængelig)

Resumé

Miljøstyrelsen varetager kortlægning af råstofressourcer til havs og foretager hvert år en kortlægningskampagne med henblik på at etablere kvalificeret viden om ressourcerne til løbende målrettet planlægning som skal sikre en bæredygtig forvaltning og sikker forsyning i fremtiden. Data og resultater fra råstofkortlægningerne bliver samlet i den offentlige nationale marine råstofdatabase Marta, som er udviklet i samarbejde med GEUS (De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland).

Med henblik på at sikre forsyningen af grovkornede ressourcer til industrien og sand til kystbeskyttelse langs Jyllands vestkyst har Miljøstyrelsen således i 2019 og 2020 gennemført råstofkortlægning i fem fokusområder i Nordsøen: Jammerbugt, Vestkysten, Horns Rev Nordøst, Horns Rev Sydvest og Horns Rev vest. I 2019 blev der gennemført seismiske undersøgelser og i 2020 blev der udført vibrocore boringer.

Kortlægningen er udført på baggrund af oplæg til henholdsvis seismisk dataindsamling og udførelse af boringer, udarbejdet af GEUS for Miljøstyrelsen. Der er som supplement til eksisterende seismiske data gennemført både regional kortlægning med stor indbyrdes afstand mellem linjerne og mere lokal detaljeret kortlægning med mindre linjeafstande. Herudover er der udført boringer, der skal bekræfte (eller afkræfte) tilstedeværelsen af råstofressourcer tolket på de seismiske data og sikre viden om sedimentsammensætning og kvalitet af ressourcerne.

På baggrund af kortlægningen har GEUS efterfølgende bearbejdet og tolket de indsamlede data baseret på eksisterende viden om råstofressourceindholdet i områderne og med udgangspunkt i forskningsbaseret viden om råstoffer i Nordsøen. Denne rapport udgør således en beskrivelse af de råstofgeologiske resultater i Jammerbugt området.

Arbejdet har desuden omfattet processering af de seismiske data samt beskrivelser og geologiske analyser af borekerner, med henblik på at udvide kendskabet til geologien samt etablere et grundlag for den videre kortlægning af råstofressourcerne. Efterfølgende er de enkelte råstofforekomster gennemgået systematisk med tolkning af nye og eksisterende seismiske data, korrelation med ny og eksisterende boringsinformation samt kortlægning, afgrænsning og beskrivelse af råstofressourcen.
OriginalsprogDansk
ForlagGEUS
DOI
StatusUdgivet - 14 dec. 2023

Publikationsserier

NavnDanmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse Rapport
Nummer46
Vol/bind2023

Programområde

  • Programområde 2: Vandressourcer

Citationsformater