NOVANA. Det nationale program for overvågning af vandmiljøet og naturen. Programbeskrivelse - del 1

Lars M. Svendsen (Redaktør), Bjarne Norup (Redaktør), Jesper H. Norup, Lilian van der Bijl, Susanne Boutrup, Jens Bøgestrand, Thomas Ellermann, Ruth Grant, Finn Palmgren Jensen, Jens Peder Jensen, Karin Dalgren Laursen, Knud Erik Nielsen, Jens Stockmarr

Publikation: Bog/rapportRapport (offentligt tilgængelig)

Resumé

Det Nationale program for Overvågning af Vandmiljøet og Naturen (NOVANA) træder i kraft 1. januar 2004.

Med dette program kan Danmark opfylde sine internationale overvåg­nings- og rappor­teringsforpligtelser og væsentlige andre nationale forpligtelser på vandmiljø- og naturområderne, i det mindste på et minimumsniveau.

NOVANA-programmet afløser det Nationale program for Overvågning af Vandmiljøet (NOVA-2003), som har været i kraft siden 1998. Dette program havde sit udspring i Vandmiljøplanen fra 1987, hvor der blev iværksat et overvågningsprogram for vandmil­jøet. Hensigten med NOVANA har for Miljø­ministeriet og de regionale myndighe­der (amterne, Bornholms Regionskommune samt Københavns og Frederiksberg Kom­muner) været, at natur­over­våg­ning og især overvågningen af den ter­res­triske na­tur har skullet inddrages i den nationale overvågning, ikke mindst af hensyn til for­plig­telserne i habitatdirektivet. Til forskel fra NOVA-2003 indgår derfor overvågning af terrestrisk natur og arter i NOVANA, ligesom der er sket en opprioritering af akvatisk natur.

Der blev i 1987 aftalt et bloktilskud med amterne og Københavns og Frederiksberg Kommuner, og staten fik også ressourcer til sine aktiviteter. Amterne har lagt en andel af deres tilsyn ind i overvågningsprogrammet for vandmiljøet. Der er ikke tilvejebragt nye midler til overvågning i NOVANA, og programmet holder sig inden for de samme rammer for tilskud til de regionale myndigheder som i det nuværende aktstykke om Vand­miljøplanens Overvågningsprogram (Indenrigsministeriet, 1987). Derfor er der fore­taget en reduktion i vandovervågningen, især vedrørende over­­vågningen af nærings­stoffer, miljøfremmede stoffer, geo­grafisk dækning mv. Det har også haft som kon­sekvens, at programmet primært opfylder behov ift. internatio­­nale aftaler, mens nationale behov ikke i samme omfang som tidligere har kunnet tilgodeses.

Et udkast til NOVANA blev sendt i offentlig høring i perioden december 2002 til januar 2003 og gav anledning til 31 høringssvar. I flere høringssvar udtryktes der be­klagelse af reduktionerne i overvågningen af miljøfremmede stoffer, og der blev efterlyst begrundelser for reduktionerne. En nærmere redegørelse herfor fremgår af afsnit 4.1.4.

Der henvises i en række tilfælde til programbeskrivelsen for NOVA-2003, som indehol­­der en række detaljerede oplysninger og baggrundsinformation, som kan være nyttig også i relation til NOVANA. NOVA-2003-pro­­gram­beskrivelsen findes på:

http://www.dmu.dk/Overvågning/NOVA-2003/NOVA-arkivet/

NOVANA gennemføres som et samarbejde mellem institutioner i Miljø­mi­nisteriet (Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse, Danmarks Miljøundersøgelser, Miljøstyrelsen og Skov- og Naturstyrelsen) og de regionale myndigheder. Danmarks Miljøundersøgelser har det overordnede, koordinerende ansvar for programmet.

Nærværende del 1 af programbeskrivelsen beskriver baggrunden for NOVANA sammen med forudsæt­­ninger, overordnede formål, den overordnede strategi, programmets indhold kort, organisation, økonomiske rammer mv. (delprogrammerne i NOVANA er beskrevet i programbeskrivelsens del 2).

De efterfølgende kapitler i nærværende del af programbeskrivelsen indeholder følgende:

Kapitel 12 beskriver de forudsætninger, der har været for udarbejdelse af NOVANA-pro­gram­met.

Programmets overordnede formål, som er kort sammenfattet i det indledende afsnit af dette resumé, gennemgås i kapitel 3.

Strategien i programmet og det overordnede indhold af delprogrammerne med de væsentligste ændringer gennemgås i kapitel 4. NOVANA består af en række delprogrammer:

- Baggrundsovervågning af luftkvalitet og atmosfærisk deposition
- Punktkilder
- Landovervågning
- Grundvand
- Vandløb
- Søer
- Hav og fjord
- Arter og terrestriske naturtyper
- Det landsdækkende luftkvalitetsmåleprogram i byerne.

Den detaljerede strategi og det detaljerede indhold af delprogrammerne findes i programbeskrivelsens del 2, kapitel 3 til 12.

I kapitel 5 beskrives, hvordan programmet styres, hvilke roller de enkelte aktører har, og hvilke opgaver de udfører. NOVANA er et samarbej­de mellem institutioner i Miljøministeriet og de regionale myndigheder. Den organisation, som fungerer under det eksisterende NOVA-2003-program, videreføres dog således, at den er udvidet til også at omfatte arter og terrestriske naturtyper, ligesom styringsgruppen for marine områder og atmosfæren er delt i to grupper.

Den overordnede økonomi for delprogrammerne er beskrevet i kapitel 6 sammen med nogle generelle beregningsforudsætninger.

I kapitel 7 beskrives en række tekniske forudsætninger for NOVANAs gennemførelse, herunder regler og aftaler om datalagring og -overførsel, tidsfrister i programmet, kvalitetssikring samt nødvendige supplerende data.

I kapitel 8 beskrives aftaler om rappor­te­ring i programmet og rapporteringstyper under NOVANA.

I kapitel 9 beskrives tidsplan og proces for justering og revision af NOVANA.
OriginalsprogDansk
ForlagDanmarks Miljøundersøgelser
Antal sider45
ISBN (Trykt)87-7772-813-0
StatusUdgivet - aug. 2004

Publikationsserier

NavnFaglig Rapport fra DMU
Nummer495
ISSN0905-815X

Programområde

  • Programområde 2: Vandressourcer

Citationsformater