Resumé
Dette års julenummer af Geoviden indeholder historier om sammenhængen mellem grundvand, søer og biologiske forhold. Der tages udgangspunkt i de tre jyske søer Hampen Sø, Væng Sø og Tvorup Hul. Hampen Sø er påvirket af næringsstof, der udvaskes til søen fra omkringliggende marker med konventionel landbrugsdrift via grundvandet. Tvorup Hul menes at være blevet en brunvandet sø, da oplandet er blevet stærkt påvirket af syreregn og dermed opbygning af en stor humuspulje, som nu udvaskes til søen, mens Vængsø er belastet af fosforholdige geologiske aflejringer i søens omgivelser, der over en tidsskala på tusinder af år udvaskes til søen. Søerne er derfor påvirket af menneske- og naturskabte forhold. Væng Sø karakteriseres som en naturlig eutrof sø, som der ikke findes så mange af i Danmark. For alle tre søer har det vist sig, at de biologiske forhold i søerne er betinget af forhold, der sker i oplandet og det omgivende grundvand. For Hampen Sø og Tvorup Hul er der gode chancer for, at den gode økologiske tilstand kan genoprettes over en relativ kort tid ved simple omlægninger af arealanvendelsen i nærområdet til søerne. I Hampen Sø ved at omlægge driften af nærliggende landbrugsarealer til skovdrift og ved Tvorup Hul ved i søens nærområde at omlægge klitplantagen til en mere hede-lignende naturtype. Omvendt kan en god økologisk tilstand i Væng Sø nok kun opretholdes, hvis søen i al tid fremover biomanipuleres ved periodevis opfangning af fredfisk. Problemstillingerne er derfor komplekse og betinger et samarbejde på tværs af discipliner som geologi, hydrologi og biologi.
Originalsprog | Dansk |
---|---|
Sider (fra-til) | 2 |
Antal sider | 1 |
Tidsskrift | Geoviden - Geologi og Geografi |
Vol/bind | 2016 |
Udgave nummer | 4 |
Status | Udgivet - 2016 |
Programområde
- Programområde 2: Vandressourcer