Geopark Odsherred: Danmarks første geopark

Peter Roll Jakobsen, Nina Lemkow, Jakob Walløe Hansen, Merete Binderup

Publikation: Bidrag til tidsskriftArtikelFormidling

Resumé

På den 6. internationale UNESCO konference om geoparker, som fandt sted i Canada den 22. september 2014 fik Danmark sin første geopark – Geopark Odsherred.

Geopark Odsherred er det største udviklingsprojekt i Odsherred Kommune og inkluderer hele kommunens areal. Geologien og landskabets dannelse er grundlæggende elementer i geoparker, der tager udgangspunkt i de stedbundne ressourcer som potentiale for bæredygtig udvikling, lokal identitet og stolthed. Odsherred Kommune har gennem de sidste syv år arbejdet målrettet på at blive optaget i det globale geoparknetværk, der støttes af UNESCO.

Odsherredbuerne er rygraden i det unikke landskab, der udgør Geopark Odsherred. De er et ungt randmorænekompleks, der danner kernen i en egn med mange landskabstyper, der hver for sig rummer en historie og som tilsammen fortæller den geologiske udvikling fra istiden til nutiden – en udvikling, der stadig pågår. Sjællands Odde har ligeledes en kerne af ældre randmoræner, der er bundet sammen af yngre, marine aflejringer. I den nordøstlige del er der sket en opbygning af oddekomplekser mellem glaciale øer under havspejlstigningen i postglacial tid. Oven på disse oddelandskaber er der dannet klitlandskaber. Det er processer, der stadig er aktive. I bunden af Sejerø Bugt fortsætter kystudligningen ved udbygning med barrierer og bagvedliggende laguner. Oven på de ældste dele af disse kystaflejringer er Trundholm Mose dannet. De yngste landskaber, Lammefjorden og Sidinge Fjord, blev tørlagt i 1800-tallet og er således delvist menneskeskabte i deres nuværende fremtræden.
OriginalsprogDansk
Sider (fra-til)2-19
Antal sider18
TidsskriftGeoviden - Geologi og Geografi
Vol/bind2015
Udgave nummer1
StatusUdgivet - 2015

Programområde

  • Programområde 5: Natur og klima

Citationsformater